RøsNetVærk er en Socialøkonomisk Virksomhed og en Almennyttig Forening. I maj 2019 modtog vi Kalundborg Jobcenters CSR-pris for Socialansvarlighed.
Herunder er en kort præsentation om os. Den er interaktiv og man klikker sig frem via pilene forneden. Du kan også undersøge hvert element ved at klikke på dem.
Et godt netværk betyder alverden for, om man har et godt liv. Et netværk betyder tryghed og fællesskab.
Det er dét vi ønsker at RøsNetVærk skal udvikle sig til, og vi er godt på vej. I vores lille Socialøkonomiske Virksomhed er vi ligestillede og fælles om at udvikle dette netværk, som vi håber, vil blive stærkt og godt.
Et skib skal have en kaptajn og en styrmand. Kaptajnen her er generalforsamlingen for foreningen og bestyrelsen. Styrmandens opgave deles af os der administrerer foreningen i det daglige. Sammen stikker vi en kurs ud. Her ophører så allegorien med skibet, for i modsætning til skibet som altid har et fast punkt og mål det skal nå, så er selve rejsen, målet for foreningen.
Kan vi skabe et fællesskab og et netværk, hvor alle trives, så er vi i mål. Det vil være en proces der stedse er i gang.
Sammen kan vi det hele.
RøsNetVærk har eksisteret som netværk siden 2007 og har afholdt diverse foredrag og arrangementer siden da.
Gennem tiden har der været foredrag om bl.a. mindfullness, tantra, lydhealing og clairvoyance.
Der har været fortalt livshistorier, bl.a. af en statsministersekretær, historien om et tegneseriemuseum samt en skuespillers bogskrivning.
Vi har haft besøg af Lars Muhl med et foredrag, som tog udgangspunkt i en af hans bøger omkring hans egen personlige rejse.
Musiker og forfatter Majbritte Ulrikkeholm har beriget os med foredrag med sang – flere gange endda.
Martin Fritzen har berørt os og taget os med ind i sin verden – rejsen tilbage til livet efter 13 års misbrug.
RøsNetVærk blev omdannet til en forening i sommeren 2014, og da flere af medlemmerne var interesserede i at undervise, blev det besluttet at oprette undervisningshold. Foreningen blev godkendt til aftenskolevirksomhed i efteråret 2014.
Vi startede så i februar 2015 med kurser i madlavning, musisk samspil for let øvede og øvede samt sangundervisning og meditation. Siden da er der kommet mange andre spændende emner til.
Går du som underviser og brænder for at undervise i lige præcis dit eget emne, er du velkommen til at kontakte os for en snak om oprettelse af hold.
Det er vores ønske at give plads til aktiviteter, som måske ikke lige findes i forvejen, så interesseområder kan udbygges og personlige netværk kan vokse.
Vi glæder os til at dele gode og smukke oplevelser med dig.